Ingen ved, hvornår den første kirke er bygget i Visby. Den blev nedbrudt af Peter Rantzau i 1590 og erstattet af den nuværende kirke. Måske var den gamle kirke lavet af kampsten, da der findes kampsten i østgavlen. På den tid, hvor den nuværende kirke blev bygget, var det ikke almindeligt at bygge en ny kirke, og den blev ikke bygget i datidens smukke stil..
Våbenhuset til sydsiden er nu forsvundet. Tårnet var bredt og målte 64 kvadratmeter i grundflade. Det var 43 m højt eller højere end op til Rundtårnets murkrans. Man kunne se tårnet ude på Vesterhavet.
Inde i kirken findes mange velbevarede ting, f.eks. alterbordet, altertavlen, døbefonten, prædikestolen, herskabsstolenes gavle med Peter Rantzau og hans hustrus våben og stolesædernes gavle og låger.
På nogle af de nævnte ting er der fint træskærerarbejde.
I 1924 blev der opdaget nogle kalkmalerier på væggen, som nu er kalket over med hvidt kalk. Malerierne, der forestillede de 12 apostle, var dårlige og for dyre at restaurere.