Vandrerute: Assens - Thorø

Naturområder

Gå vandreruten fra Assens til Thorøhuse - eller omvendt

Længde

Stien er ca. 3 km lang. Ruten er afmærket med skilte med to vandrere.

Du kan begynde din vandretur enten i Assens eller i Thorøhuse:

I Thorøhuse starter stien ’bagest’ på P-pladsen ved Thorøhuse Forsamlingshus. I Assens starter stien inde på området ’Jordbassinerne’. Gå ind på området forbi bommen for enden af Rylevej.

Forlæng vandreturen

I hver ende af stien har du mulighed for at forlænge vandreturen i naturskønne omgivelser:

I Assens kan du opleve det 40 ha store naturområde, ’Jordbassinerne’. Og ved Thorøhuse kan du fortsætte vandreturen ud på halvøen Thorø.

Terræn og underlag

Vandreruten går langs strandkanten og på enkelte strækninger på asfalt ad Thorø Huse Vej. Pas på trafikken, når du går på vejen.

I perioder kan stien være delvist oversvømmet. I så fald kan du følge Thorø Huse Vej op til den gamle sukkerroejernbane, der i dag fungerer som skinnecykelbane. Det er tilladt at gå langs banen, men hold øje med, om der kommer skinnecykler.

Faciliteter og mad/drikke undervejs

Du kan proviantere til turen i Assens.

Der er adgang til toilet og vand i Thorøhuse forsamlingshus.

Seværdigheder på vandreruten

Det her kan du opleve på turen:

  • Naturområdet 'Jordbassinerne'
  • Skibsvraget 'Verka' 
  • Det gamle fiskerleje Thorøhuse
  • Halvøen, Thorø, ud for Thorøhuse.

Oplev et menneskeskabt naturområde: Jordbassinerne

Jordbassinerne er et 40 ha stort naturområde med 2 markerede vandreruter.

Området er menneskeskabt gennem 120 år af jord, som blev vasket af sukkerroer til sukkerproduktionen på Assens Sukkerfabrik.

Før sukkerproduktionen gik i gang i 1884, var området en flad strandeng blot 0,5 meter over havets overflade. I dag ligger arealet 10 meter over havets overflade. 

Læs mere om Jordbassinerne her.


Se resterne af SKIBSVRAGET ’VERKA’

Skibet ’Verka’ blev bygget i 1913, og det sejlede som fragtskib frem til 1970’erne. Da tiderne blev dårligere for små fragtskibe, har ejeren sikkert lagt hende op her i Thorø Vig kun ca. 150 meter fra land.

De gode tider kom aldrig igen, og i 1977 begyndte ’Verka’ at synke.

Officielt er vraget fortsat privatejet. Og da det ikke er til fare for skibstrafikken, har myndighederne ikke hjemmel til at fjerne vraget. Derfor er det ejeren, der i givet fald skal betale for at få det fjernet.

Det betyder, at 'Verka' formodentligt bliver liggende, til det falder sammen og forsvinder fra havets overflade.

Idyllisk bymiljø i Thorøhuse

Thorøhuse er et tidligere fiskerleje med beskyttet naturhavn, hvor bådene kunne ligge for svaj.

Størstedelen af byens huse blev bygget i årene 1870-1920.

Fiskersamfundet var præget af hårdt arbejde, slid og nøjsomhed, og husene var små og lå tæt. Netop den tætte bebyggelse med smalle gader og stræder skaber i dag Thorøhuses idylliske miljø. 

I byens hovedgade, Jacob Gades Vej, boede komponisten, Jacob GaAde, fra 1943 til sin død i 1963. Jacob Gade er verdensberømt for melodien ”Tango Jalousie”.

Smuk natur på Thorø

Thorø er en ca. 65 ha stor halvø, som ligger lige ud for det gamle fiskerleje, Thorøhuse.

Øen er kendt for sin smukke natur, og du kan være heldig at spotte både marsvin og sæler fra strandbredden.

Halvøen er kun tilgængelig til fods via en gangbro fra p-pladsen ved Thorøhuse forsamlingshus.

Thorø er privatejet. Det betyder, at du som besøgende på Thorø skal vise hensyn og benytte dig af stierne på øen.

Læs mere om Thorø her

Indhold er leveret af Udvikling Assens - VisitAssens
info@visitassens.dk
Sidst opdateret d. 05/11/2024 09:53

I nærheden