Naturnationalpark og naturkanon
Stråsø Plantage er udover udnævnelsen som naturnationalpark også med i naturkanon over 15 af de skønneste pletter i Danmark.
Sammen med Vind Hede er Stråsø Plantage et af Danmarks største sammenhængende hedelandskaber. Råsted Lilleå, hvor bævere og laks boltrer sig løber gennem området. I området kan man også opleve oddere, ravne, forskellige småfugle og planter, nogle af dem er ligefrem sjældenheder som vårkobjælde og gøgeurter.
I egekrattet kan du plukke kantareller, karljohan-svampe, blåbær og tyttebær. Den sidste hele weekend i august er skovvejene derfor åbne for bilkørsel. Svampesæsonen afhænger blandt andet af nedbørsforhold.
Her er der plads til, at naturen kan udfolde sig. Her får man stadig indtryk af de store vidder, som er et sjældent syn i Danmark.
Det var efter sigende her på Lærkehøj, at H. C. Andersen digtede sangen ’Jylland mellem tvende have’.
Badesø
Der findes en børnevenlig badesø ved Skelvej i det nordvestlige hjørne af plantagen. Vandstanden er afhængig af grundvandstanden. Derfor kan det knibe med vanddybden i tørre sommermåneder.
Lystfiskeri
De fleste af søerne i området er fladvandene hedesøer, som med jævne mellemrum tørrer ud om sommeren. Derfor er der ingen fisk i disse søer.
I den øvre del af Lilleåen er det muligt at fiske. Fiskeriet er udlejet til Holstebro og Omegns Fiskeriforening. Alle med gyldigt fisketegn kan købe dagkort til området. I Lilleåen findes bækørred, stalling, laks og ål.
Ridning og kørsel med hestevogn Er generelt tilladt på veje, spor og brandlinier.
MTB
Mountainbike-cykling er generelt tilladt. Der er lavet en afmærket MTB-bane i kuperet terræn sydøst for Sdr. Vosborg Hede.
Overnat i Stråsø Plantage
Der findes to lejrpladser i området - ved Lystbækgård og Ulborggård. Pladserne har vand, toilet, borde, bænke og grill-mulighed. Pladserne skal reserveres på forhånd. Desuden findes en primitiv overnatningsplads ved Stolbjerg. Stedet kan frit benyttes, men har ingen faciliteter.
På Friluftsguiden kan du finde oversigt over vandreruter og lejrpladser i området.
Læs mere og download Naturstyrelsens folder "Stråsø Plantage" nr. 41.