Skovtårnet - Camp Adventure

Forlystelses- og temaparker

Det ikoniske, timeglasformede Skovtårn rejser sig 45 meter over skovbunden, og med en platform i 135 meters højde over havets overflade er det Sjællands højest tilgængelige punkt. Fra toppen åbner landskabet sig i en betagende panoramaudsigt, der strækker sig mere end 25 km over det sydsjællandske terræn. På en klar dag kan du skimte Øresundsbroen, den karakteristiske Turning Torso i Malmø og dele af den smukke københavnske skyline.

Turen op gennem de 12 spiralformede cirkler i Skovtårnet er en oplevelse i sig selv. Du bevæger dig gennem skovens lag, hvor du kommer tæt på naturen fra helt nye vinkler. Under opstigningen er du omsluttet af træernes kroner, og i midten af tårnet kan du røre ved de tre gamle bøgetræer, som stolt står bevaret. Når du når toppen, bryder du fri af skovens tætte grønne tag og mærker vinden i ansigtet, mens du nyder en 360-graders udsigt over skove, marker og byer, der breder sig ud i landskabet.

For at komme til Skovtårnet går du ad en 900 meter lang boardwalk, der snor sig gennem skoven. Undervejs kan du opleve Camp Adventures klatrepark på tæt hold og lade dig fortrylle af skovens ro og naturskønne omgivelser. Flere steder langs ruten finder du udsigtspunkter, hvor du kan tage en pause og nyde naturen.

Skovtårnet er ikke blot en naturoplevelse, men også et arkitektonisk mesterværk. Tårnet er tegnet af EFFEKT Arkitekter og har modtaget flere internationale priser. Konstruktionen er udført i vedligeholdelsesfrit cortenstål og lokalt sydsjællandsk egetræ fra Bregentved Gods og Gisselfeld Kloster – en harmonisk forening af moderne design og naturlige materialer.

Indhold er leveret af Sydsjælland & Møn
info@vism.dk
Sidst opdateret d. 07/04/2025 12:26

I nærheden