Skonnerten Halmø er over 100 år, men fremstår lige så smuk og ungdommelig, som da hun løb af stablen i Fåborg den 9. april 1900.
Halmø er i dag en af Danmarks mest velholdte skonnerter, hvor den klassiske indretning anno 1900 er kombineret med moderne bekvemmeligheder. Ombord er der 10 faste køjepladser.
På dagturene er der plads til 42 personer om bord, dog max. 22 personer ved spisning under dæk.
Fra fragt- til redningsskib
Efter søsætningen sejlede Halmø på de danske have som fragtskib og indenrigspaket, ligesom skibet under 2. verdenskrig deltog i den dramatiske redning af de danske jøder til Sverige.
Ombygges til yacht
Fra 1974 og de næste 11 år frem blev Halmø restaureret, ombygget og indrettet som en klassisk yacht. Skonnerten fik nye master af lærketræer, og siden også nye egeplanker, nyt ror og en stålkøl. Det oprindelige lastrum blev nænsomt restaureret og ombygget til en smuk salon med åben kabys, kahytter, bad og toiletter.
Usædvanlig velholdt
Admiral Hotel er medejer af skibet, som har fast kajplads foran hotellet hele sejlsæsonen, og i det daglige drives skibet af skonnertrederiet, De Forenede Sejlskibe.
Halmøs sejlareal er på 350m2, skibet er 58 BRT, længde 23m, bredde 6m, loa 32m og dybgående 2,5m.