Landskabskarakteren har sin oprindelse først i tiden omkring udskiftningen og siden i den omfattende tilplantning af de sidste større hedearealer på Mors, som fandt sted i 1800-tallet. Herved skabtes øens største samlede skovareal - den ca. 350 ha store Sønderherreds Plantage.
Karaktergivende for området er de store bløde bakke- og dalformationer, som stedvist har karakter af dødislandskab. Terrænet når op i en højde på over 60 m som det højeste område på Sydmors. I den sydlige del af området er terrænet småbakket med intensivt dyrkede marker og spredt bebyggelse langs områdets vejnet. De mange skel i området er hovedsageligt markeret med levende hegn, som er med til at understrege den forholdsvise enkle struktur i landskabet. Mod syd falder landskabet jævnt, og der er fra de højere liggende dele fine udsigtsmuligheder over det meste af Sydmors.
I stærk kontrast til det åbne og enkle landskab er Sønderherreds Plantage, som er øens største plantageområde. Mod nord danner plantagen en markant afgrænsning mod det tilstødende landskabsrum. Syd for plantagen er mange tidligere råstofgrave enten tilgroet eller tilplantet. Disse arealer udgør i sammenhæng med plantagen visuelt et stort sammenhængende skovområde. Karakterområdet rummer over 40 gravhøje, hvoraf over halvdelen ligger i eller omkring plantagen.
Sønderherreds Plantage
Sønderherreds Plantage rummer nogle særlige oplevelsesmuligheder på grund af dens størrelse og karakter af plantage. De visuelle muligheder knytter sig til oplevelsen af den lukkede plantage, iblandet et antal mindre moser – fortrinsvis i den sydøstlige del af plantagen. Hertil kommer oplevelsen af ”stilhed og ro”. Plantagen rummer gode muligheder for frilufts- og naturmæssige oplevelser i uforstyrrethed. Områdets potentiale knytter sig således primært til det stille friluftsliv, naturens gratis glæder og aktiv natur. Området rummer ligeledes en række dødishuller med mosekarakter. Enkelte af disse lokaliteter har en naturtype, som er sjælden på Mors.
Eksisterende faciliteter
Der er afmærket vandretur – ”Hjertestien” - rundt i Sønderherreds Plantage. I de tidligere råstofgrave syd for plantagen ligger en skydebane. Ved klubhuset til skydebanen er der også startsted for det ny anlagte MTB-spor, Sindbjerg MTB. Der er ligeledes en hundeskov lige ved siden af, kun adskilt af en landevej.
Sindbjerg MTB
Sporet er udformet således at der er etableret et grundspor på ca 3,5 km, som kan cykles af de fleste. Ud fra grundsporet kan man til eller fravælge sløjfer, så man kommer tilbage til grundsporet. Sløjferne er af større sværhedsgrad i Rød og/eller Sort kategori, med sværere MTB- tekniske udfordringer, således at der bliver udfordringer for alle. Hvis man vælger at køre grundruten og alle røde og sorte sløjfer er ruten på ca 9,5 km. Det er netop meningen at sporet skal kunne bruges af alle, fx skoler, foreninger, firmaer, private, turister osv. Altså kort sagt alle, som vil prøve sig selv af på en Mountainbike, kan få glæde af dette spor.
OBS OBS OBS Det er IKKE TILLADT at benytte MTB-sporet på onsdage og lørdage året rundt da der skydes med skarp på skydebanen disse dage.