Skattegæld har oprindeligt lagt grunden til skoven. Tilplantningen begyndte i 1805 på den udpinte hedejord fra fattige hedegårde, som staten havde overtaget pga. skattegæld.
I den nordlige ende af skoven ligger Hampen Sø. En af landets reneste søer, der med sine 79 meter over havet er Jyllands næsthøjest beliggende sø. I vestenden indbyder det klare vand og den sandede bred til badning i sæsonen.
Gemt i skovbunden ligger mange fortidsminder, især gravhøje, men også huller efter trækulsmilerne, hvor kulsvierne tidligere lavede trækul. Indtil 1890'erne lå der vest for Hampen Sø en gammel hærvejskro, Hampen Sø Kro. Det eneste der i dag er bevaret fra kroen, er enkelte diger på østsiden af hovedvej 13.