Mulbjerge

Naturområder

Fra byen Dokkedal skærer en dal sig vej gennem Mulbjerge og hele vejen ud til kysten. Dalen hedder Stejlgabet, og ved kystudmundingen her kan du være heldig at møde fritidsfiskere. Her forefindes også en badebro, hvor du på en varm sommerdag kan dyppe tæerne i det klare og friske vand. Medbringer du et fiskenet kan der fiskes efter fiskeyngel, rejer og andre smådyr.

Ved den sydlige del af Mulbjerge er Gulhøj det højeste punkt, hvor græsset holdes nede af kreaturer. Efter en vandretur til toppen kan du nyde en smuk udsigt over Kattegat. Via de snoede stier findes der opdyrkede marker, overdrev, skovpartier og indhegninger med får, heste og kreaturer.

Smukke planter og flotte fugle

På de stejle skrænter findes en flot egeskov, og på de mere åbne områder kan du finde alskens planter, både nikkende kobjælder, opretstående kobjælder, blodrød storkenæb og smalbladede klokker.

Mulbjerge byder også på spændende fugleoplevelser. I området kan du møde både ulspurve, tornirisk, ringduer og mange forskellige sangfugle. Bevæger du dig mere ud på de åbne arealer, findes der sanglærker og engpiber. Der kan også opleves større fugle såsom våger, høge, falke, glenter og hvis du er rigtig heldig kan du få et glimt af Vildmosens ørne.

Aktivt udeliv

Mulbjerge har gode muligheder for et aktivt udeliv. I området findes op til flere afmærkede vandrestier. Østkystruten og Nordsøstien passerer også gennem Mulbjerge. Hvis du er til vildere aktiviteter på vandet, er området også godt til kitesurfing.

Når du besøger Mulbjerge kan du finde en spændende udstilling omkring områdets historie. Udstillingen findes ved toiletbygningen på forstranden ud for Dokkedal.

Indhold er leveret af Destination NORD
info@destination-nord.dk
Sidst opdateret d. 22/11/2024 09:56

I nærheden