Ikke langt fra Danmarks sydligste punkt ligger feriebyen Marielyst, der gennem mere end 100 år har været den foretrukne badeby på den danske østkyst. Her er en sydlandsk stemning med udeservering på caféer og restauranter. I højsæsonen bugner torvet af lokale kunsthåndværkere, der får stemning til at syde mellem malerier, keramik og pileflet.
Derudover er der spændende aktiviteter for hele familien, blandt andet salsa og yoga. Hele året er der et bredt udvalg af butikker med tøj, vin og specialvarer fra egnen, og der er et væld af aktiviteter i området med bl.a. golf, bowling, minigolf, segway, gokart og paintball.
Byen har en lang historie. På strandvejen står mindesmærket fra stormfloden, der raserede byen i 1872 og kostede 80 mennesker livet. Efter katastrofen gik områdets ihærdige folk i gang med at sikre kysten, og resultatet ses i de klitter, der stadig er at finde langs stranden i dag. Et andet historisk islæt er Marielyst Højskole, den firlængede bondegård, der fra 1906 til 1971 var et sommerpensionat for områdets turister. Siden 1971 har højskolen indbudt seniorer til lærerige kurser.
I dag er byen kendt for Danmarks største træterrasse, hvor man kan slentre med bare tæer, i klipklapper eller vandrestøvler. På torvet kan man nyde terrassen i liggestolene med en is eller en drink i hånden. Terrassen fører direkte ned til den 17,5 km lange, hvide sandstrand, hvor man kan springe i bølgen blå eller gå ud til Bøtø naturområde.