Vandreturen er ca. 2 km lang. Turen starter fra P-pladsen ved Strøby Kirke. Herfra går man mod vest ned over åen. Den første del af stien er landsbyens gamle fællesvej, kaldet ”fægangen”, som blev brugt af alle til at drive kreaturerne ned til vanding ved åen. Langs stien på den første del ned til åen ses i højsommeren et smukt flor af vild kørvel. På sydsiden mod præsteengen afgrænses stien af et gammelt dige. Nærmest åen er nogle af de gamle træer endnu bevaret.
Skoleengen lige neden for sportspladsen er karakteristiske for engene i Ådalen ved sin øvre tørre del og nedre fugtige del med mange spændende og sjældne planter. Ved toppen af engen er opstillet et shelter, bænke og borde samt en informationstavle med nogle af de planter og fugle, som kan ses i ådalen. Spangen er en af de få nutidige overgange over åen. Den er anlagt i slutningen af 1800- tallet. Fra broen kan man med lidt held se rørhøgen sejle over rørbevoksningen på jagt efter føde.
Engene på St. Tårnby-siden er et af de flotteste partier i hele ådalen. Det er på disse store enge, at vadefuglene i ådalen har deres vigtigste territorier og yngleområder. De har igen fået de typiske blomsterrige tuer og flere sjældne planter er spiret frem igen. En del af planterne kan ses fra stien. Det gælder vand-mynte, vand-klaseskærm, gul frøstjerne, rank vinterkarse, trævlekrone, og tigger ranunkel.
Engene afsluttes af gamle levende hegn med popler, pile, hyld, tjørn og slåen. Turen kan forlænges ved at dreje til venstre ad markvejen (Engvej) og følge ”spor i landskabet”. Man går langs hegn og marker til et område, der er groet til i pil. Fra fugletårnet er en flot udsigt over ådalen, og det er et godt sted at lytte til nattergalen og få et glimt af rørhøgen. Kirkestien følger markvejen til højre og videre op langs den gamle middelalder dige til St. Tårnby. På diget vokser gamle, stynede popler, hyld og æbletræer. Her er der forår og sommer i rig mulighed for at høre lærkesang. Man kan også gå turen fra rastepladsen i Stolpehuse, hvor der er borde og bænke samt informationstavler. Her følges Spor i Landskabet på det første stykke.
Ønsker man den fulde oplevelse naturen, kan man overnatte i en af shelterne ved Kirkestien.
Læs mere om Kirkestien over Tyggevælde Ådal i folderen her.