"Hvad var det dog der skete?" - Udstilling på Kaj Munks Præstegård

Museer

Fra Lolland til Jyllands grus
Udstillingen “Hvad var det dog der skete?” er et nyt lydunivers, hvor gæster på deres tur rundt i præstegården bliver taget med på en digital rejse gennem Kaj Munks liv. Udstillingen starter i Kaj Munks barndom på Lolland og tager derefter rum for rum turen gennem hans liv og giver et indblik i alle de mange facetter, der udgjorde Kaj Munks liv. Derudover får man som besøgende sideløbende et dybdegående og rørende indblik i begivenhederne i præstegården i Vedersø den 4. januar 1944, for udstillingen tager udgangspunkt i den aften, der ændrede alt for familien Munk, og tager gæsterne med ind i dagligstuen hos familien, da Kaj Munks mordere banker på døren.

Gå på opdagelse i lyden og silhuetterne
“Hvad var det dog der skete?” erstatter præstegårdens tidligere udstilling om Kaj Munk og findes i nyrenoverede lokaler i stuehuset på præstegården. Udstillingen byder på en række digitale elementer, herunder billedmateriale og silhuetter, der bliver vakt til live på præstegårdens vægge og med en fortæller i øret, som følger den besøgende fra rum til rum og dermed er med til at forme oplevelsen.

Kaj Munks Præstegård er et vigtigt kulturelt punkt i Vestjylland, og med den nye udstilling får Kaj Munks historie for alvor den plads og gennemgang, som en så stor brik i danskernes historie under Anden Verdenskrig fortjener. Udstillingen er derfor et must-see for alle, der interesserer sig for de mange aspekter af danskernes historie under krigen, da den på en gang viser et billede af en mand, som ofrede alt og samtidig giver et billede af en almindelig familie, hvis liv for evigt blev forandret, da de måtte sige farvel til deres far og ægtemand.

Udstillingen “Hvad var det dog der skete?” er skabt i samarbejde med det internationalt anerkendte designfirma Tinker Imagineers.

Pris: Voksne: 75 kr. Børn og unge 0-17 har gratis adgang.

Åbningstider: Se museets aktuelle åbningstider på www.kajmunkspraestegaard.dk 

Indhold er leveret af VisitVesterhavet
turist@visitvesterhavet.dk
Sidst opdateret d. 28/08/2024 09:19

I nærheden