Maj måned er hornfiskemåned
I maj kommer hornfisken i stimer ind i Lillebælt og den bliver til september. Fiskeriet er bedst i maj og juni, hvor der nogle dage kan fanges en del hornfisk. Du kan bruge dit havørredspinne- eller fluegrej, men grej i den lette ende er sjovest, da en stor hornfisk vejer 0,7-1 kg. Brug slanke blink og pil trekrogen af. Monter i stedet for en silkesnor eller en linetavs på 4-6 cm. med en lille trekrog i blinkets bagerste springring, se foto. På den måde kroger du flere fisk. Indspinningen må gerne være hurtig. Fart på og lav nogle spin-stop. Sæt fart på igen. Spin-stop. Den hugger tit lige i pausen. Derimod er det noget svineri at rykke hårdt med stangen, så man fejlkroger hornfisken, som enkelte desværre gør. De fleste dage er hornfisken ligeglad med farven på blinket, så længe det glimter. Enkelte dage kan den være selektiv. De dage må der eksperimenteres og et sølvfarvet blink med hidsig grøn folie er ofte svaret.
Meget effektivt og nemt at fiske med er et flydende buldoflåd eller bombardaflåd. Lineafstand fra flåd til agn er 1-1,5 meter og i enden binder du en lille skarp trekrog str. 8-12 monteret med en slankstump slidefilet. Ude på molen eller i jolle eller båd kan du eventuelt bruge et slankt flåd i stedet for.
Fluefiskeri er godt for selvtilliden
Fluefiskeri efter hornfisk er godt for lystfiskerens selvtillid. Prøv en lille hidsig orange flue str. 10-12 eller en lille rørflue med sort vinge med flash fisket lynhurtigt igennem vandet med enkelte pauser. Om muligt brug en let aftm 5 stang på 8-9 fod. God underholdning.
Det bedste fiskeri foregår i solskinsvejr med let vind. Dermed er der god mulighed for at få familien eller en begynder med ud at fiske, da vejret er dejligt og fiskeriet normalt ikke så svært. Det er et sjovt fiskeri, som ofte trækker mange lystfiskere ud på strandene, molerne og turbåde og joller. Fiskeriet på Fredericia og Middelfart havne kan minde om fornøjelig folkefest, når der er gang i fiskeriet.
Der kan være mange hornfisk, så husk midt i fiskerusen, at du er lystfisker og ikke skal leve af fiskeriet.