Hos HVB kan du komme ud og køre på en 5 km. lang togtur gennem det tidligere grusgravsområde, der er omdannet til et herlig rekreativt område, med masser af natur og dyreliv.
Togene køres med damp- og motorlokomotiver, der er mellem 60 og 100 år gamle og som tidligere gjorde tjeneste ved smalsporede industribaner.
En tur med jernbanen er uforglemmelig oplevelse for nogen, og et gensyn, med minder fra en svunden tid, for andre. Der er både mulighed for bjergbestigning og et besøg på naturlegepladsen. Stå af på en af banens 8 standsningssteder og se, hvad der gemmer sig af oplevelser! Tag madkurven med på turen og nyd en picnic i det fri - der er masser af borde og bænke.
Der er gratis entré til vognhallen med udstillingen om Danmarks industribaner gennem tiderne. Udstillingen fortæller historien om industribanerne sammen med de udstillede vogne og lokomotiver. Det er også her, du kan se togene, der afventer restaurering.