Havnø Gods

Slotte og herregårde

Ved siden af Havnø Mølle og ikke langt fra Mariager Fjord ligger Havnø Gods.

Kommer man fra Hadsund og drejer til højre umiddelbart lige inden landsbyen Visborg, kører man ad den imponerende og lange allé direkte ned til Havnø Gods.

Herregården Havnø er bygget i 1846 og hørte oprindeligt under godset Visborggaard. Det er formodentlig den eneste herregård i Danmark, der ikke er opført af en arkitekt. Det var lokale håndværkere, der byggede den.

Kresten Juel Kjeldsen gik i skole i Aalborg, lærte landbrug på Volstrup, handlede med kreaturer, navnlig i hertugdømmerne. Han forpagtede i 1815 Havnø gods. I 1816 var han medejer og 12. januar 1842 blev han eneejer af Havnø.

KJ Kjeldsen forstod sig fra første færd på driften af gården. I 1846-47 opførte han en ny hovedbygning og nedrev de gamle bygninger. - Bl.a. resterne af Hilleborg dås. Den nye bygning var i tre fløje, alle i en etage og af gule sten. Gravene rundt om hovedbygningen var forlængst tilgroede og tørre, de tilkastedes nu. Også ladegården moderniseredes i hans tid.

I 1863 fik sønnen skødet på gården. Mens mange af sydøsthimmerlands herregårde har oprindelse i ældgammel tid, gælder dette ikke for Havnø. De arealer som kom til at høre under den, lå oprindelig til den nærliggende Visborggård. Det var først ved en arvedeling hen imod middelalderens slutning, at arealerne blev skilt fra.

Herregården kan kun besigtiges udefra.

Indhold er leveret af Destination Himmerland
info@destinationhimmerland.dk
Sidst opdateret d. 07/01/2024 16:26

I nærheden