Mellem Horsens og Silkeborg finder du denne nyere badesø på en egn præget af bakker, skove og søer. Når du ankommer til badesøen, lidt syd for den hyggelige landsby Voervadsbro, bliver du mødt af et månelignende landskab. Søen er nemlig beliggende i en tidligere grusgrav, som i disse år bliver omdannet til et natur område.
En parkeringsplads er blevet anlagt med god plads. Ved p-pladsen er der en toiletbygning, vandpost og et madpakkehus, hvor du kan nyde din medbragte frokost. Der er desuden flere andre borde/bænkesæt tilgængelige til ophold.
Herfra går en sti, som fører ned til selve badesøen. På den side af søen som du nu kommer først ned til, er der lavet en 50 meter lang strand. På denne side er vandstanden lav og jævnt faldende de første otte meter. Men vær opmærksom på, at vandstanden herefter falder markant til seks meters dybde. Børn og uerfarne svømmere bør derfor kun opholde sig i vand på strandsiden.
På stranden er der desuden god plads til solbadning.
Fyel Badesø er en naturlig, grundvandsfødt sø. Du kan derfor som udgangspunkt forvente badevand af en god kvalitet. Horsens Kommune tager løbende prøver af vandkvaliteten. I tilfælde af forurening vil dette blive meddelt på Horsens Kommunes hjemmeside samt på skilte på stranden.
Området omkring Fyel Badesø er under udvikling som et nyt, åbent naturområde for alle. Badesøen er første skridt i projektet. Naturen får lov at gå sin gang – der bliver ikke plantet træer eller sået frø. I stedet får det tidligere månelandskab langsomt lov til at udvikle sig til et frodigt og grønt paradis.
Fyel Badesø ligger i et område med stor naturrigdom og flere spændende naturattraktioner. En kilometer fra søen ligger Den Genfundne Bro, som er blandt Danmarks mest populære naturattraktioner. Gudenåen løber også nært forbi søen, mens der også er flere spændende vandre- og cykelruter. Blandt andet går Naturstien Horsens-Silkeborg nært forbi. Og lige forbi Fyel Badesø går også GudenåStien, som følger hele Gudenåens forløb - følger du den, kommer du indenfor få kilometer til Sukkertoppen og historiske Klostermølle.
Fyel Badesø ligger i et område med flere naturlige badesøer. Samtidig er der ikke langt til østkystens skønne sandstrande. Få inspiration til strande og badesøer i Kystlandet på denne side.
Senest opdateret den 22. juli 2025 af Casper Terkelsen
Opret en konto og få dine oplevelser sikkert gemt hos Bellis.
Log ind med Facebook Log ind med Apple