Faarevejle Gods
Hovedhuset på Faarevejle Gods er opført af arkitekt A. H. Klein i 1870'erne. Hovedhuset er trefløjet (sidefløjene dog meget korte) med svungne gavle og et rødt murværk der brydes af vandrette bånd af cementsten. Sammen med det ottekantede tårn med spir midt på hovedfløjen understreger disse træk bygningens inspiration fra renæssancens arkitektur (ca. 1500-1650).
Faarevejle har ligget her siden 1300-tallet og hed tidligere Farthevethla eller Fjordveile. Dengang var Langelands vestkyst præget af en lang række fjorde og vejler som gik ind fra kysten og på en holm lå godset.
I dag er de lagtliggende jorde omkring godset omdannet til eng beskyttet af diger.
Faarevejles ejere
Brock'erne var den første slægt der var knyttet til Faarevejle. Stormanden Niels Brock ejede gården fra omkring 1300 indtil hans barnebarn Eske Jensen Brock arvede den i 1372. Eske sad i rigsrådet og var en af Margrethe I's (1353-1412) betroede mænd.
Eske Jensen Brock faldt i 1441 under et slag mellem Christoffer III af Bayern (1416-1448) og nogle oprørske bønder. Eske Brock var efter sigende havde været dem en streng herre. Sagnet fortæller, at vendelboerne huggede hans lig i syv dele og sendte et til hver af herrederne nord for Limfjorden.
Hans enke bragte Faarevejle med ind i ægteskabet med storbonden Corfitz Rønnow, som allerede var tilknyttet op mod 50 bondegårde. Datteren Anne Rønnow arvede senere Faarevejle, som hun medbragte til sin mand Erik Hardenberg.
I den efterfølgende tid er ejerrækken mere uklar, men muligvis har slægterne Hardenberg og Rønnow i fællesskab ejet Faarevejle, indtil den magtfulde Markvard Rønnow fra Sydfyn tog over. Sønnerne Joachim og Eiler arvede gården.
Eiler Rønnows barnebarn Mette Brahe bragte Faarevejle med ind i ægteskabet med Peder Marsvin. Deres søn Jørgen Marsvin og kone Anne Helvig bosatte sig faktisk fast på Faarevejle, indtil de solgte gården i 1648 - første gang gården blev handlet.
Hannibal Sehested (Christian IV's svigersøn) købte kortvarigt gården, men solgte videre til Christoffer Urne.
Faarevejle blev under svenskekrigene brugt som fæstning og yderligere forstærket med fire kanoner. Fæstningen faldt dog uden modstand til svenskerne, der udplyndrede området.
Gennem nok et par ægteskaber kom Faarevejle 1729 til Holger Skeel, der byggede et skolehus i Vindeltorp til bøndernes børn. Skeels sønner solgte Faarevejle til forpagter på Lykkehol Jørgen Hansen, hvis søn Niels Hansen var berømt for sit gode mejeri. Faarevejle var på det tidspunkt øens største landbrugsbedrift og Niels påbegyndte udskiftningen af fæstegårdene. Det var dog så bekosteligt at han blev således så forgældet, at Kronen overtog gården i 1820.
Kronen solgte i 1826 gården til den dygtige tyske landmand Ludvig von Cossel. Ved at dræne og kultivere engene fik gården mere dyrkbar jord. Peter Johansen de Neergaard købte i 1842 Faarevejle og fortsatte Ludvigs arbejde med at inddæmme og opdyrke engene.
I 1860'erne blev fæstegodset solgt og gården ændrede for alvor udseende da størstedelen af voldene blev fjernet og gravene fyldt med jord. Da sønnen Peter Poul Ferdinand de Neergaard i 1872 overtog, rev han den gamle hovedbygning ned og opførte det eksisterende hovedhus. Sammen med sin søn fortsatte han inddæmningsarbejdet og tillagde gården endnu mere jord og dermed bedre økonomi.
I løbet af 1900-tallet blev gården købt og solgt flere gange, inden den i 1947 kom til Ove Nielsen, hvis efterkommere stadig ejede gården i 2021.
Offentligheden har ikke adgang til Faarevejle, men hovedhuset kan ses fra vejen.
Læs mere om Faarevejles ejerhistorie, tjenestefolk, bygninger og kulturmiljø på danskeherregaarde.dk
Kilde: Dansk Center for Herregårdsforskning
