I sommeren 1996 fik Fuglebjerg by en stor og dyr seværdighed i form af en meget original skulptur, som er opstillet ved Fuglebjerg Skole og bliver benyttet af alle børn, der har lyst til at lege "jorden er giftig". Skulpturen blev i 2012 flyttet til Fuglebjerg Bibliotek, hvor den er blevet mere synlig.
Den kontroversielle billedhugger Jens Galschiøt Christophersen lod sig inspirere af den franske forfatter Saint Exupéry's vidunderlige bog "Den lille prins".
Forfatteren var fransk militærpilot under anden verdenskrig, og deroppe i himmelrummet fik han inspiration til sin lille bog. Bogens fortæller, som også er pilot, møder den lille prins i Sahara, fordi flyet får maskinskade.
Prinsen, der selv kommer fra en planet, besøger flere planeter og deres ejendommelige beboere, en forfængelig mand, en dranker og en forretningsmand. Han bliver venner med en ræv, en slange og piloten, men kan ikke glemme sin bedste ven hjemmefra - en rose.
Jens Galschiøt Christophersen har bygget hver lille planet omkring en større planet, hvor man kan komme ind og sætte sig (hvis man har barnestørrelse). Hver beboer er også skildret, og en 7 meter lang slange har Fuglebjergskoles elever været med til at forme hjemme hos Jens Galschiøt Christophersen på Fyn.
Billedhuggeren er både lands- og verdenskendt blandt andet pga. sine "Svinehunde", som er blevet opstillet i flere byer i de lande, hvor menneskerettighederne er blevet krænket. Også hans "Skamstøtter" har haft samme formål: at gøre folk opmærksomme på uretfærdigheder.
Fuglebjergs "Lille Prins" har dog intet politisk mål.