Heden er resterne af et kæmpestort hedeområde, der indtil 1800-tallet dækkede store dele af Vesthimmerland fra Limfjorden til Rold Skov.
En stor del af området er i dag fredet med offentlig adgang, hvor en ca. 20 km lang afmærket vandrerute fører dig gennem en helt enestående, nærmest vildmarksagtig, natur.
De Himmerlandske Heder ligger på gamle indsander med mange klitter, der giver landskabet et afvekslende udseende. Hederne skæres over på midten af Bruså-dalen, der som et frodigt, grønt bælte bryder det tørre hedelandskab. Ved Kyødale falder lyng- og enebærbevoksede skrænter ned mod kær og moser omkring Vidkær Å.
De sandede morænebakker, hvor De Himmerlandske Heder ligger, har været ramt af sandflugt i flere omgange, første gang formentlig ret hurtigt efter istidens afslutning for 12.000 år siden. Et tørt og blæsende klima satte dengang sandet på vandring i det skovfattige landskab. Også i jernalderen og middelalderen har der formodentlig været sandflugtsperioder på grund af overgræsning og anden hårdhændet udnyttelse af heden.
I dag fremtræder De Himmerlandske Heder som et øde og ubeboet naturområde, men ved nærmere eftersyn findes der masser af kulturspor i form af bl.a. gravhøje og oldtidsagre, der fortæller om tidligere tiders bosætning og opdyrkning af området.
Se folder om De Himmerlandske Heder
Aalborg Kommune laver hvert år ture i området, som du kan deltage i. Kontakt Aalborg Kommune for mere information.