Cyklus

Street art og skulpturer

Til Hvide Sandes 75-års jubilæum får byen en folkegave i form af Leo Andersen, Galleri 63´s kunstværk "Cyklus". Kunstværket består af 2 dele "Jordens Navle" og "Punktet. Bidrag fra fonde, men også en stor velvillighed blandt byens virksomheder har gjort det muligt.

Jordens Navle 

En halvkugle i stål placeres midt i rundkørslen ved Fiskeriets Hus med en ophøjet krans af brosten omkring. Skulpturen symboliserer fødslen, her starter det - herfra tager man ud. 

Punktet 

Symboliserer livet med syv skibsstævne, som er bygget op omkring en globus. Det er fra dette punkt, man sejler ud på De Syv Verdenshave - et punkt, der endnu ikke er markeret i verden. Under hver stævn vil navnene på De Syv Verdenshave være nævnt. "Punktet" placeres umiddelbart nord for afvandingsslusen, nedenfor Fiskeriet Hus. I flisebelægningen vest for skulpturen bliver der lavet en lysstreg, som markerer, at 56. breddegrad går lige igennem Hvide Sande.

Livstrappen

En trappe øst for "Punktet", hvor trinene afsluttes med en hammer (bolværkskant). Ved siden af trappen laves en handicapvenlig sti, ligesom trinene på trappen er så brede, at der er plads til kørestole, barnevogne m.m. Trappen fører ned til en plads, hvor der i belægningen er en kompasrose. På pladsen placeres en flytbar scene af stål/sejldug i form af en muslingeskal, som fx bruges til musik- og teaterarrangementer. Her bruges "Livstrappen" som publikumspladser, hvorved den fungerer som et amfiteater.

Mindesmærket 

Mindesmærket for de omkomne ved redningsbådsulykken i 1951, som er placeret vest for rundkørslen, indgår i kunstværket som symbol for døden.
Hermed er ringen sluttet, og det hele begynder forfra

- heraf navnet "Cyklus".

Indhold er leveret af VisitVesterhavet
turist@visitvesterhavet.dk
Sidst opdateret d. 16/08/2021 10:12

I nærheden