Hedens lyngarealer brydes af Omme Å-dalen, plantager og selvsåede pil og fyr. De sidstnævnte gør skade på lyngen og bortryddes derfor med mellemrum. Brandbælter trækker deres striber på kryds og tværs og skal hindre, at eventuelle brande tager et uønsket omfang. For botanikere er der meget at iagttage, idet der findes mange sjældne planter. Dyrelivet er et kapitel for sig. En række sjældne fugle som hjejle, stor tornskade, rørdrum og blå kærhøg yngler her.