Blåvandshuk Fyr er nok den mest iøjnefaldende bygning i Blåvand med dets 39 meter høje fyrtårn, der med en egen barsk charme markerer Danmarks Vestligste Punkt, Blåvands Huk. Fra toppen er der en formidabel udsigt over Horns Rev og verdens største havmøllepark.
Fyrtårnet blev bygget i 1900 til afløsning for det gamle vinkelfyr fra 1888. Takket være sin beliggenhed på en høj klit er lyskildens højde over havet 55 meter. Selve lyskilden er ret beskeden, idet den udgøres af en elektrisk fyrlampe på 1000 watt 220 volt. Den fantastiske skarpe lysstråle, der kan ses 50-60 km ud over havet, frembringes af et roterende linseapparat, der også ved hjælp af afskærmninger fremkalder fyrkarakteren, 3 blink hvert 20. sekund.
Besøg www.vardemuseerne.dk/museum/blaavandshuk-fyr/ for priser, åbningstider og billetter.