Bellevue Teater ligger elegant ved Dyrehavens sydøstlige hjørne og med smuk udsigt til Øresund. Det blev tegnet af Arne Jacobsen og indviet i 1936. I dag åbner teatret dørene året rundt, og inviterer til moderne opsætninger med musikalsk indhold samt nyere dansk dramatik og satireshows. Teatret opsætter næsten udelukkende egne produktioner, og stiler efter at tilbyde oplevelser til alle aldre. Den skønne teatersal har plads til 740 gæster.
Teatret i den funktionalistiske stil anses som et af Arne Jacobsens absolutte hovedværker, og har siden 1988 været fredet. Faktisk er det meste i området designet af Arne Jacobsen - også boligrækken Bellevista, der støder til Bellevue Teatret mod syd.
Hos Bellevue Teater kan forestillingen kombineres med middag leveret af den nærliggende Den Gule Cottage.