1. stop: Den grønne Kløversti - Bredals Monument
Slaget ved Nyborg
Under krigene med Sverige i årene 1657 til 1659 var Danmark tæt på at blive erobret af Sverige. Takket være sejren i slaget ved Nyborg 14. november 1659 blev dette afværget. At det var lige ved at gå galt skyldes, at bælterne frøs til is. Den svenske hær kunne således gå over bælterne, der ellers var kontrolleret af den danske flåde.
Kaptajn Peder Bredal
I efteråret 1657 lå kaptajn Peder Bredal med sin eskadre i Lillebælt for at hindre en svensk overgang fra Jylland til Fyn. Da den måske hårdeste vinter i historisk tid i december dette år skabte begyndende isdannelser i de danske farvande, fik han ordre om at lægge sig ud for Nyborg med sine fire skibe. Her lå han indefrosset i isen, da svenskerne 31. januar 1658 erobrede Nyborg by og fæstning. Han og hans folk manglede næsten alt: proviant, drikkevarer, varmt tøj og brænde, hvilket medførte, at en stor del af mandskabet var gjort ukampdygtige af sygdom. På trods af disse omstændigheder nægtede han at overgive sine skibe til de svenske tropper i Nyborg.
Peder Bredal lod i stedet skibene overhælde med vand, så de dels blev dækket af et ispanser, som det var umuligt at skyde igennem, dels blev så glatte, at svenskerne ikke kunne entrere dem. Samtidig med at Bredal og hans folk afslog det ene svenske angreb efter det andet, lykkedes det dem ved hjælp af økser og save på fire dage at ise alle fire skibe uden for de svenske kanoners rækkevidde.
Samtidig fik de fjendtlige styrker andet at tænke på. Størstedelen af de svenske soldater i Nyborg blev trukket til Langeland, hvor de deltog i overgangen over Storebælt til Lolland.
Da isen lettede hen i april, kunne de fire skibe sejle til København, hvor Bredal og hans folk blev modtaget med jubel. Han blev udnævnt til viceadmiral og kæmpede adskillige gange med stor dygtighed mod svenske flådestyrker.
4. december 1658 angreb han med fire skibe en overlegen svensk styrke på ti skibe ud for Sønderborg. Her blev han ramt af en kanonkugle og døde fire dage senere af sine sår.
Sømilitært betød Bredals indsats kun lidt, moralsk var det et lysglimt i en ellers mørk tid – og hans evne til at få mandskabet til at holde ud og kæmpe under de mest fortvivlende omstændigheder, nogen dansk flådeenhed har opereret under, er aldrig siden overgået.
